Vi er ikke digitale indfødte (endnu)

 Digitalt, Medier  Comments Off on Vi er ikke digitale indfødte (endnu)
Jan 122013
 

Det siges ofte at børn af i dag er digitale indfødte, at de er født ind i den digitale tidsalder. Dermed underforstået at de har fået teknologien ind med modermælken og skulle have en bedre forståelse for og tilgang til den end ældre generationer. Passer det? Jeg vil vove det ene øje og påstå at der er et stykke vej endnu inden vores eller kommende generationer kan kalde sig ægte digitale indfødte (note 1).

Som digital indfødt skal man kunne anvende ny teknologi til noget ældre generationer ikke kan eller  kunne før; og gerne hurtigere, bedre og effektivere. Det er også indforstået at "digitale immigranter" (note 1) har sværere ved at anvende ny teknologi. Lad os se på nogle eksempler.
Det er ganske sikkert at mange unge er dygtige til at uploade film og musik til Youtube og at dele tekst og billeder med hinanden via Facebook eller Twitter etc. Mange kan skrive SMS hurtigere end jeg kan skrive på en skrivemaskine (hvis jeg kunne finde en i dag..). En stadig større og større del af informationsteknologien fokuserer på disse områder som af nogle (lidt nedsættende) kaldes for "underholdningsteknologi". Underholdsningsteknologien gør os til effektive, men passive, forbrugere af teknologi. Når det kommer til at anvende og udvikle ny teknologi bliver der derimod længere og længere mellem os og selve teknologien: Det er de færreste der kan sætte sig ned og lave noget specifikt hvis der ikke findes en app eller et program  for det i forvejen! (Note 2). En forståelse for hvordan teknologien fungerer kræver en stadig voksende tillæring af viden (HTML, java, IOS, android for at nævne bare et par navne).

En anden vigtig ting som vi (stadig) er dårlige til, er genfindelsen af data. De digitale teknologier har ikke gjort det nemmere for os at genfinde noget når vi har brug for det, snarere tværtimod. I de "analoge" dage gemte man oplysninger på papir (note 3); de kunne findes i en mappe eller skuffe eller hvor man havde valgt at gemme dem. De var også nemmere at genfinde af den simple grund at der ikke var så mange data gemt! I dag er det oftest en heroisk opgave at gemme al "relevant" information og kunne huske hvor det er henne. For hvordan skelnes mellem væsentligt og uvæsentligt? Så hellere for en sikkerheds skyld gemme det hele... Et regneark eller et brev du modtog for et halvt år siden, hvor ligger de nu, hvis du skulle få brug for det? På din harddisk, dropbox, e-boks, firmaets mailserver eller et helt andet sted? Vores vaner og tankegange halser efter teknologiens udvikling i et forsøg på at følge med de nye muligheder.

Well, jeg skal ikke give den digitale tidsalder hele skylden for dette. Jeg har været gennem både større og mindre virksomheder i min professionelle karriere. Jeg tror kun jeg har set et enkelt firma hvor jeg med overbevisning kan sige at der var styr på relevant information. Topstyring og ensrettede arbejdsgange er tilsyneladende ikke noget der ligger til menneskelig adfærd.

Dermed er vi kommet tilbage til min påstand, at der er et stykke vej endnu inden vi kan kalde os ægte digitale indfødte. Jeg ser to mulige veje for at menneske og teknologi kan mødes i fremtiden.

  1. Den digitale teknologi tilrettes hjernens måde at tænke på.
    Programmering af computere skal være mere deklarativt (note 4) end proceduralt for at vi kan med rette kan sige vi aktivt anvender den i stedet for at blive reduceret til passive forbrugere.
    Vi skal kunne genfinde data ud fra kriterier som "hvem fik jeg dette fra?" eller "Hvor var jeg henne?" eller "Hvilket humør havde jeg da jeg fik dette?" Hvis dette skal lykkes må vi sandsynligvis give afkald på en vis form for kontrol og lade en (simpel?) form for kunstig intelligens overtage en del af vores digitale liv.
  2. Den menneskelige hjerne udvikler sig mere i retning af håndtering af digitale input.
    Vores hjerne arbejder i parallel til forskel fra computere der grundlæggende arbejder serielt. Menneskets hjerne har en uovertruffen evne til at bearbejde et utal af informationer (sanseindtryk) og styre bevidsthedens opmærksomhed mod det der er relevant nu og her. Så selv om bevidsthedens opmærksomhedsniveau er lavt kan hjernens cortex godt håndtere milliarder af parallelle input (note 5). Det er måske tænkeligt at vores hjerne med det rette interface selv kunne håndtere information gemt digitalt udenfor vores kranium.

Noter.

Denne post er bl.a. inspireret af Harddiskens indslag om 24-08-2012 om Digitale Indfødte. Hør eller læs om det på dr.dk/harddisk.

1 . En defintion på "digitale indfødte". "Digitale immigranter" er også defineret.
2. Den første computer jeg købte (ZX81) kunne basalt set to ting. Den kunne programmeres i BASIC og den kunne skrive/læse programmer og data til kassettebånd. Resten var op til brugeren.
3. Store mængder data kunne gemmes på mikrofilm eller magnetbånd. Jeg kan huske at mit lokale folkebibliotek havde kataloger gemt på mikrofilm for ca. 30 år siden. Jeg har netop genfundet ALLE økonomiske papirer fra 1993-2000 i en mappe - de røg ud nu pga alderen. Men jeg tror aldrig jeg vil kunne have samme struktur på mine papirer i dag 20 år efter!
4. Deklarativ programmering vs. proceduralt: At beskrive HVAD der skal beregnes (udføres) i stedet for HVORDAN det skal udføres. Størstedelen af programmeringssprog er procedurale i forhold til denne definition.
5. Et eksempel: Hjernen modtager konstant nerveimpulser fra nerveceller der fungerer som tryksensorer i huden. Hjernen bearbejder disse signaler og vil kun henlede bevidsthedens opmærksomheden på et problem hvis det er nødvendigt. Fx vil et signal om faldende tryk udefra på den ene fod resultere i at bevidstheden drejes mod dette, så man kan stramme snørebåndet, inden skoen eventuelt falder af.